Superligaen 2012/13 | Nedtælling til 3 spillerunde

27. jul, 2012 - Skrevet af

Sønderjyde, journalist og nørd på flere planer, især hvad angår sport, betting og musik. Har skrevet om begge dele igennem flere år og arbejder hele tiden på at blive bedre ...

 

Superligaen, 3. runde

Nicklas Helenius
FCK skal på hjemmebane møde Superligaens umiddelbare succeshistorie indtil nu, nemlig AaB. Nordjyderne har, med himmelstormerne Lucas Andersen, Nicklas Helenius og Kasper Kusk i front, spillet fin fodbold, og fik slået endnu et søm i den gule ligkiste på Vestegnen med en 2-1 sejr over Brøndby i sidste spillerunde. FCK har spillet de første kampe uden Dame N'Doye, og nu hvor bomberen er helt ude af billedet, kan det være, at der falder noget ro over FCKs offensiv.

Oprykkerne fra Esbjerg kommer på en svær opgave mod SønderjyskE, der har åbnet superligasæsonen på fornemste vis og hapsede et point mod FCK i den foregående runde. Esbjergenserne er op til kampen blevet fortyndet gevaldigt i truppen, da man har solgt klubbens største profil, Søren Rieks, til Nijmegen. Det vil givetvis medføre en del ubalance i klubbens offensiv, da man ikke har nogen afløser klar af nær Rieks' klasse.

I Horsens møder værterne fredag FC Midtjylland, der har haft en lige lovlig groovy start på sæsonen til den afblegede indpisker Glen Riddersholms store fortrydelse. Efter at have smidt sejren mod FCK, som man sjældent har set en sejr blive smidt før, ondulerede man i anden runde mestrene fra FC Nordsjælland, der omvendt mulede Horsens med 4-0 i første runde. Det er med andre ord en ret uforudsigelig omgang, der venter i Horsens, og der vil med stor sandsynlighed rulle mål ind i begge ender af banen. Især da udeholdet mangler samlingspunktet i forsvaret, Kristian Bak Nielsen. FCM har til gengæld det argentinske nyindkøb Santiago Villafañe med til sin debut.

Vigtigt lokalopgør for AGF

Der ligger et tilsvarende tæt opgør og lurer i Randers, hvor hjemmeholdet skal op mod AGF. Århusianerne har haft en træls start på sæsonen, og røg ud med 2-5 sammenlagt i Europa Cuppen til Dila Gori. Ikke imponerende, og det har århusianernes offensiv generelt heller ikke været. Hvis AGF taber mod ærkerivalerne har det været en ret katastrofal indledning på sæsonen, mens Randers kan vende selvtilliden endeligt efter deres øretæve til SønderjyskE i første kamp.

Der er med andre ord nogle gode odds at hente på det opgør. AGF-træner Peter Sørensen kommer i øvrigt til at tilbringe kampen på tribunen, efter han begik voldeligt overfald på en vandflaske ved siden af trænerbænken under nullerten mod Esbjerg og blev bortvist.

Brøndby skal endnu en gang prøve at løfte deres ikke-eksisterende selvtillid til et niveau, hvor de kan samle point sammen, efter deres sæsonstart er løbet totalt ud i sandet. Det sker på Brøndby Stadion mod Silkeborg, der stadig er lidt slingrende efter afskeden med den sortsnakkende mastermind Troels Bech. Keld Bordingaard er en anderledes jordbunden træner, men hans taktiske evner matcher måske ikke helt Bech'ens.

Statistikken taler dog til jydernes fordel, for i de sidste ni kampe i suppen de to hold imellem har Brøndby kun vundet de to. Silkeborg har derimod vundet fire, og hvis de får rettet op på de taktiske gøglerier fra nederlaget til Horsens, skal SIFs offensiv nok komme til at hjemsøge hjemmebaneforsvaret.

Sidste opgør er imellem mestrene fra FC Nordsjælland og OB. FCN har som bekendt netop solgt profilen Tobias Mikkelsen til tyske Greuter Fürth, og har i forvejen ikke virket helt selvsikre i forhold til sidste sæsons swagger og stil, som det fortjente nederlag til FCM viste. OB er ikke nemmere at finde ud af efter først at have vundet i Brøndby og siden tabt hjemme til Randers, der så ganske vist havde en David Ousted i absolut topklasse i målet i den kamp. Nordsjælland er altid gode hjemme, er mestre og alt det der, men jeg kunne godt se noget fornuft i at spille på krydset.

 

Læs mere

Du skal være logget ind for at kunne lave en kommentar! Registrer + eller log ind i øverste højre hjørne.

Nabil Aslam er også ude for Horsens, og jeg forudser en kamp med masser af mål. Jeg tror virkelig ikke på at AGF får point mod Randers, gode odds der, enig.