Ludomani - Spil ansvarligt!

Hos bettingexpert vil vi gerne sikre os, at din spilleoplevelse på nettet bliver lige præcis det, den var tiltænkt som: En underholdende, interessant og forhåbentlig indbringende oplevelse. Men der er faldgruber, som vi ikke vil have, at du ryger i. Læs her, hvordan du, eller dine kære, undgår ludomaniens fangarme. I Danmark er det kun tilladt at spille om penge, hvis man er over 18 år.

Overblik:


Spil med fornuft

I Danmark er det kun tilladt at spille om penge, hvis man er over 18 år. (You must be 18 or older to play for money in Denmark)

Betting er sjovt, men det kan let blive til en negativ oplevelse, hvis man ikke spiller med fornuft. Hos bettingexpert er vi naturligvis bevidste om de farer der kan være ved betting, og derfor støtter vi også aktivt op om et ansvarligt spillemiljø. Vores rolle er at give dig så meget information, som vi kan, så du er klædt bedst muligt på til at få en god oplevelse med betting.

Det er vigtigt at huske på at betting først og fremmest er et underholdningsprodukt med det primære formål at give dig lidt ekstra spænding og underholdning i hverdagen. Dit primære mål med betting bør ikke være at tjene penge, da det er utroligt svært og kræver mange års træning at kunne tjene penge på betting. Eksperter i branchen anslår at ca. 2-3% af alle spillere har overskud på deres betting, så det er altså en meget lille procentdel af alle spillere som rent faktisk har evnerne til at tjene penge på betting. Så medmindre du er en professionel eller meget erfaren spiller, bør dit største mål med betting ikke være at tjene penge. For den regelmæssige hobbyspiller bør målet først og fremmest være at have det sjovt.

Det er en dejlig fornemmelse at vinde når man better, og jo højere indsatserne er, des højere er suset og spændingen og jo større et adrenalin-kick får man ud af det. Men det er nemt at blive afhængig af denne fornemmelse i kroppen, og hvis man først begynder at spille for at jagte denne følelse, kan man være godt på vej mod et udvikle et spilleproblem. For at få den bedste oplevelse med betting er det dermed vigtigt at huske på at tab er en uundgåelig del af betting. Følelsen af at tabe kan nemlig være lige så kraftig eller endda mere kraftig end følelsen af at vinde. Så når du taber er det vigtigt at holde hovedet koldt og at undgå at jagte dine tab for at få de tabte penge tilbage - det kan føre til en ond spiral, hvor du bliver ved med at jagte dine tab indtil du ikke har flere penge tilbage.

 

Vær ærlig over for dig selv omkring dit spil, og sørg for at din spiladfærd matcher din erfaring og dine evner. Hvis du er åben over for andre omkring din spilleaktivitet, kan det også hjælpe med at holde spillet under kontrol. Tænk løbende over din spiladfærd og stil dig selv nogle af disse spørgsmål: spiller du for mere end du har råd til at tabe? Kan du ikke tænke på andet end dit næste væddemål? Bliver du fraværende i sociale sammenhænge? Er dit humør afhængigt af om du vinder eller taber? Hvis du ikke er sikker på om du har skadelige spillevaner og om du risikerer at blive ludoman, eller om du allerede er det, anbefaler vi at tage f.eks. sportsbettingtesten hos Center for Ludomani. Hvis du får et negativt resultat i testen, anbefaler vi at tage kontakt til Center for Ludomani, hvor du kan få gratis hjælp hos pressionelle behandlere. Langt de fleste, som modtager behandling, får styr på deres spilleproblemer og kan vende tilbage til et normalt liv.

Hvis du er bekymret for dine spillevaner, eller føler du at spillet påvirker dig negativt, så henviser vi også til LudomaniLinjen, som tilbyder professionel rådgivning på området. Du kan kontakte LudomaniLinjen på følgende telefonnummer: 70 222 825. Du kan henvende dig mandag-tirsdag kl. 10-18, onsdag kl. 10-22 og torsdag-fredag kl. 10-18. På helligdage er linjen lukket.

Husk: Du bør aldrig satse, hvad du ikke har råd til at miste. Sørg for at du omhyggeligt holder øje med, hvor meget du bruger på dit spil, og justér dine indsatser i overensstemmelse med dette. At styre sin spillekonto er et af de vigtigste aspekter af betting. Det kan du læse mere om i vores be academy her.


Hvad er ludomani?

Afhængighed af pengespil, også kendt som ludomani, er karakteriseret som sygelige vane- og impulshandlinger. Disse handlinger udmønter sig i hyppigt forekommende perioder med spillelidenskab. Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer ludomani på denne måde: "hyppigt gentagne episoder af spillelidenskab, der dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser." Disse perioder kan altså dominere en spillers liv så meget at de skader personens sociale og arbejdsmæssige relationer. Hos ludomaner overskygger spillelysten de mange negative konsekvenser der er ved det overdrevne spil, og selvom en ludoman kan se at hans/hendes adfærd ikke er hensigtsmæssig, kan personen ikke holde op med at spille. Det er den berusende følelse man opnår når man vinder, som ludomaner jagter. I princippet kan alle udvikle ludomani, men mænd rammes i langt højere grad end kvinder - i 2016 var 88% af patienterne hos Center for Ludomani mænd.

En person der lider af ludomani kan have en tendens til at tro på egne uovervindelige evner til at forudsige spillets gang når personen vinder. Alle ludomaner er selvfølgelig ikke ens, men groft sagt kan man opdele ludomaner i to kategorier:

  • Action-gambler: Er tiltrukket af spændingselementet og risikoen ved spillet. Action-gambleren spiller sjældent alene og vælger ofte spil, der kræver særlige egenskaber.
  • Escape-gambler: Vælger ofte at spille for at aflede tankerne fra sine bekymringer, ensomhed eller smerte.

Det er utroligt vigtigt at reflektere over sine egne spillevaner og hele tiden være opmærksom på hvor mange penge man har spillet for - det er nemt at miste overblikket over hvor mange penge man har tabt i en periode, og så er man måske ikke i stand til at betale sine regninger. Jo tidligere man opdager og anerkender at man lider af ludomani, jo hurtigere kan man også vende tilbage til sit normale liv - fanger man problemet tidligt, kan man også slippe af med problemet uden store konsekvenser. Der kan nemlig være mange alvorlige konsekvenser ved ludomani - det gælder ikke kun de direkte økonomiske konsekvenser. Ludomani kan nemlig også føre til kriminalitet, gæld, psykiske problemer og sociale problemer (tab af relationer til familie og/eller venner).

Hvis du finder ud af at du lider af ludomani, er du bestemt ikke alene - det er et ganske stort problem i Danmark. Ifølge prævalænsundersøgelsen fra 2016 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) er 10.000 danskere over 18 år ludomane. Derudover estimeres det at 125.000 danskere over 18 år har problemer med pengespil i varierende grad. Den største gruppe er yngre mænd. Til sammenligning havde 85.200 danskere spilleproblemer i 2005, så der er sket en markant stigning i de seneste år. Du er altså ikke alene i verden, hvis du har et spilleproblem eller ludomani, og det er bestemt ikke en skam at indrømme at man har et problem - det er første skridt på vejen mod at komme af med problemet.


Tegn på spilafhængighed

Som ved de fleste andre mentale lidelser opstår de tydeligste tegn på ludomani, når ens spilleadfærd begynder at gribe forstyrrende ind i hverdagslivet og de sociale relationer. Eftersom ludomani ikke er en fysisk lidelse, så kan symptomerne være svære at opdage, og mange ludomaner forsøger også at skjule deres afhængighed. Der er dog nogle tegn på spilafhængighed, som man kan være opmærksom på.

Hvis du selv eller en ven pludselig mangler penge uden ændringer i indkomst, har ubetalte regninger, er ekstra hemmelighedsfuld omkring sin finansielle situation, låner penge eller sælger sine ting for ekstra kontanter, så er der måske grund til at være opmærksom på om personen har et spilleproblem. Men det kan også være sociale tegn, hvis man eksempelvis forsømmer venner og familie, eller bruger spil som en måde at fejre ting eller stresse af på.

Ludomaner gennemgår typisk fire faser i deres afhængighedsforløb:

Fase 1 - Vinderfasen: Her oplever spilleren at vinde den store gevinst. I troen på at det er hans eller hendes talent, der har været udslagsgivende, fortsætter personen den utrættelige jagt på endnu en stor gevinst.

Fase 2 - Taberfasen: Spilleren oplever medaljens bagside og begynder at tabe. Selvom spilleren taber betragtelige summer, vil han eller hun ikke erkende sine nederlag og ignorerer vennernes og familiens råd om at stoppe.

Fase 3 - Desperationsfasen: Fasen markeres af desperation, hvor spilleren helt mister kontrol over sine spillevaner. De konstante tab og fejlslagne forsøg på at vinde pengene tilbage fører til sidst til en erkendelse af, at han eller hun har et problem, men er ude af stand til at stoppe. Ofte fører dette til tab af job, ødelagte parforhold og venskaber.

Fase 4 - Den håbløse fase: Den totale håbløshed sætter ind. Spilleren har mistet alt, inklusiv håbet, og griber til alkohol eller stoffer for at aflede tankerne fra deres tab. I værste fald kan spilleren blive selvdestruktiv og få selvmordstanker.

Som sagt er det vigtigt at fange problemet og få hjælp så tidligt som muligt, så man måske kan undgå at gå igennem de sidste faser i afhængighedsforløbet.


Ludomanitest

Den følgende test fra Center for Ludomani indeholder ti spørgsmål, som skal besvares med enten ja eller nej. Testen kan hjælpe dig med at finde ud af om du har et spilleproblem.

  1. Bliver du fraværende, når du spiller eller tænker på spil?
  2. Har du behov for at øge indsatsen for at opnå spænding?
  3. Bliver du rastløs eller irriteret, når du er nødt til at forlade spillet?
  4. Spiller du for at slippe for at tænke på dagligdagens problemer?
  5. Vender du tilbage til spillet for at vinde det tabte tilbage?
  6. Lyver du over for familie og omgangskreds for at skjule din deltagelse i spil?
  7. Har du begået kriminalitet, f.eks. brugt andres dankort eller begået tyveri for at kunne spille?
  8. Har du mistet eller bragt venskaber, job eller uddannelse i fare pga. spil?
  9. Har du overladt det til andre, f.eks. familie, venner, bekendte eller forskellige institutioner, at redde dig ud af økonomiske problemer, som du udelukkende er havnet i pga. spil?
  10. Har du flere gange forsøgt at bringe din spilafhængighed under kontrol eller forsøgt helt at stoppe dit spil uden held?

Hvis du har svaret ja til 1-2 af spørgsmålene, er du risikospiller, og hvis du har svaret ja til 3-4 af spørgsmålene er du problemspiller. Har du svaret ja til mere end 4 spørgsmål, har du formentligt udviklet ludomani. I dette tilfælde anbefaler vi at du tager kontakt til Center for Ludomani eller en af de andre institutioner, som tilbyder hjælp og rådgivning. Du kan også tage en lignende test på Ludomanilinjen’s hjemmeside. Center for Ludomani har også lavet en poker ludomani test, som du kan tage her.


Gode råd

Center for Ludomani har en række gode råd til dig, som har udviklet et spilleproblem:

Fortæl om dine spilleproblemer. Som med så mange andre problemer i livet, kan det være svært at stå alene med et spilleproblem. Ved at være åben overfor dine nærmeste om dine spilleproblemer, kan du modtage støtte og gode råd til at hjælpe dig tilbage på rette kurs. De fleste oplever en lettelse når de har åbnet op overfor andre om deres problemer, og dine pårørende foretrækker formentligt også at du ikke gemmer dine problemer væk.

Spil ikke for lånte penge. Dette kan hurtigt ende i en ond cirkel, hvor du bliver ved med at låne penge for at vinde de tabte penge tilbage, så du i virkeligheden spiller for lånte penge. Mange ludomaner opbygger en stor gæld, som de betaler af i mange år når de er kommet ud af deres spilleafhængighed.

Spil ikke for at vinde det tabte tilbage. Dette er endnu en ond cirkel, hvor du hurtigt kan miste kontrollen. I langt de fleste tilfælde ender du med at tabe endnu flere penge når du jagter dine tab.

Begræns din adgang til penge. Sæt en grænse for hvor mange penge du vil spille på i den kommende uge/måned, eller lad andre stå for din økonomi. På den måde får du hjælp fra andre til at tage hånd om dit spilleforbrug.

Find alternativer. De fleste problemer med spilleproblemer bruger meget tid på at spille. Derfor kan man hurtigt komme til at kede sig eller blive rastløs når man stopper med at spille. Det kan være en god idé at finde på andre ting at bruge tiden på, f.eks. sociale arrangementer, koncerter, sport osv.

Beløn dig selv. Hvis du har undgået at spille i en længere periode, kan det være en god idé at belønne dig selv - det kan være et restaurantbesøg, en tur i biografen og lignende.

Skab overblik over dit spilleforbrug. Hvis du føler at du er ved at miste kontrollen over dit spilleforbrug, kan det være en god idé at stoppe op og skabe et overblik. Du kan f.eks. tjekke dine spillekonti og finde ud af hvor mange penge du har tabt/vundet i den seneste måned. Derudover kan det være en god idé at tage en beslutning om hvor lang tid du må bruge på at spille i den næste uge/måned og hvor mange penge du må spille for. For at få hjælp til at overholde dine grænser, kan det være en god idé at dele din beslutning med andre.

Vær opmærksom på risikosituationer. For de fleste er der bestemte situationer, hvor man kan føle sig fristet til at begynde at spille. Det kan f.eks. være hvis man er taget på stadion for at se fodbold, eller hvis man ser en kamp i fjernsynet med vennerne. Det kan være en god idé at skrive ned hvilke risikosituationer du kan komme i tanke om, og forberede dig på disse situationer, så du føler mindre trang til at spille når situationerne opstår.

Der er altså mange forskellige måder du kan hjælpe dig selv ud af dine spilleproblemer. Uanset hvad kræver det dog selverkendelse, accept, motivation og tid at komme ud af sine spilleproblemer og vende tilbage til sit normale liv. Hvis du ikke føler at disse råd hjælper dig med at løse dine problemer, anbefaler vi at du tager kontakt til en professionel behandler.


Hvad kan jeg gøre?

Hvis du finder ud af at du har et spilleproblem, er det selvfølgelig vigtigt at vide hvordan du skal forholde dig. Hvis dit problem ikke er stort (hvis du f.eks. kun har svaret ja til 1-2 af spørgsmålene i ludomanitesten), kan du med fordel bruge nogle af de gode råd fra Center for Ludomani. Hvis du ikke er sikker på hvor stort dit problem er, eller hvis du føler at problemet bliver større og du er ved at miste kontrollen, anbefaler vi at du tager kontakt til en professionel behandler (brug et af de links du finder nederst på siden).

Ludomani er som sagt et ganske stort problem i Danmark, og derfor findes der også mange forskellige behandlingstilbud, hvor personer med spilleproblemer kan få gratis hjælp at kyndige og erfarne behandlere. Hvis du er ludoman kan du f.eks. deltage i et længerevarende forløb hos Center for Ludomani, som foregår enten individuelt eller i grupper. Disse behandlingsforløb giver gode resultater for størstedelen af patienterne.

Hvis du finder ud af at du har et spilleproblem eller ludomani, anbefaler vi udover at søge professionel hjælp at du udelukker dig selv fra alt spil på internettet. Det er ganske nemt at gøre hvis du besøger hjemmesiden for Registeret Over Frivilligt Udelukkede Spillere, bedre kendt som ROFUS. Du tilmelder dig helt anonymt, og du bestemmer selv om du vil udelukke dig selv midlertidigt eller i resten af dit liv. Hvis du vælger en midlertidig udelukkelse, kan du vælge en 24-timers spilllepause, eller 1, 3 eller 6 måneder. Hvis du er tilmeldt hos ROFUS, kan du ikke få adgang til bookmakernes hjemmesider. Så selvom du bliver fristet til at spille, er det ikke muligt - det kan være en god hjælp på vej mod en løsning på dit spilleproblem.


MitSpil - App fra Spillemyndigheden med test og selvudelukkelse

Spillemyndigheden i Danmark, som regulerer og overvåger den danske spillebranche og som også sætter stort fokus på ludomani, har lanceret appen MitSpil, der har til formål at beskytte danskerne mod spilafhængighed. Med denne app er det blevet nemmere at teste, om man har et problem med spil, samtidig med at det er muligt at udelukke sig selv fra al online spil. Den giver også mulighed for at skabe et overblik over alle dine spil ved at registrere dem i appen, så du hele tiden kan holde øje med hvor mange penge du har vundet eller tabt. Det er alt andet lige nemmere at opdage at man har et problem hvis man kan se sort på hvidt at man har tabt mange penge.

Appen indeholder også en test, hvor brugerne skal svare på 9 spørgsmål om deres spillevaner. Efter at have gennemgået testen vil brugerne kunne få svar på, om de har et fornuftigt spilforbrug, eller om de er ved at udvikle spilafhængighed. I dette tilfælde er der hjælp at hente, da man med kun få klik kan udelukke sig selv for al spil på nettet. Derudover kan du hurtigt få en oversigt over mulige behandlingssteder i nærheden af dig, og du kan også registrere dig i ROFUS direkte via appen. Du kan læse mere om appen her på Spillemyndigheden's hjemmeside.

Du kan hente appen på App Store og på Google Play.


Hjælp og behandling

Der findes en række forskellige måder, hvorpå man kan hjælpe en spiller ud af sin afhængighed. Alle forudsætter dog, at vedkommende selv er indstillet på at modtage hjælp og har erkendt, at der er et problem. Behandlingen består ofte af afklarende behandlingssamtaler, hvorefter et mere individuelt forløb vil blive sammensat. Nedenfor finder du en række links til steder, der tilbyder yderligere information om spilafhængighed, samt hjælp og behandling til både ludomaner og pårørende.

Et andet godt råd til alle, der ønsker at få kontrol over deres spillevaner, er at installere et program, som gør det umuligt at downloade online spil-software. På den måde er det lettere at modstå fristelsen for at spille på nettet, og dermed elimineres en væsentlig faktor i problemer med ludomani. Vi anbefaler en software kaldet Gamblock.

Husk at nyde og tage del i alle de positive og underholdende oplevelser, som spilleverdenen tilbyder, men glem ikke at træffe fornuftige valg omkring dine spillevaner.

Vi ønsker dig en sikker, spændende og underholdende spiloplevelse.

God fornøjelse og held og lykke!

bettingexpert